Today, my blog will be Danish. First, I wanna apologize to my English teacher, because this blog is my assignment in English, but this is not one of my four “English-assignment-blogs” so this one I wanna write to all the ones who think my English sucks, or my grandparents, or just people who wanna read a novel (yes, today I will be writing a lot!). Another reason for the Danish blog today, is because I can’t express this good enough in English. Perhaps I could, but I want to do this in Danish. Here we go!
Tak til jer der følger med i min blog og læser i den. Det er fantastisk at få beskeder hjemmefra om hvordan folk synes det er spændende at høre om de ting jeg laver. For jeg laver så frygtelig meget. I starten mens jeg var herovre, skrev jeg dagbog hver aften. Jeg gør det ikke mere, det er der simpelthen ikke tid til! Jeg vil opleve herovre, og det gør jeg. Jeg lever livet som jeg aldrig har gjort det før. Jeg har kun to måneder (nu kun fire uger tilbage!) og jeg kan allerede mærke hvordan jeg føler tiden er løbet fra mig. Jeg føler ikke jeg har nået alt det jeg ville. Jeg føler allerede at tiden er gået og at jeg skal hjem. Og jeg er jo kun lige kommet.
Men det var ikke det jeg ville fortælle jer om. Jeg vil fortælle jer om hvordan jeg har det indeni, i disse øjeblikke (ja, vi skal være sentimentale nu).
Men det var ikke det jeg ville fortælle jer om. Jeg vil fortælle jer om hvordan jeg har det indeni, i disse øjeblikke (ja, vi skal være sentimentale nu).
Jeg gik ned til bussen i dag for at tage til Talk Time. Jeg havde min ene høretelefon i øret, og hørte noget John Mayer. Klokken var omkring halv seks, da jeg gik ned til bussen. Himlen var skyfri og jeg gik på 48th Avenue, op til mit busstoppested, som lå ved 236th Street, tre gader fra mit hus. Solen var på vej ned, og den varme rødorange farve skinnede stærkt på den iskolde blå himmel. Der kørte stort set ingen biler, og jeg kunne se træerne stod med deres efterårsblade og blafrede til den lille smule vind der stort set ikke var der. Man kunne skimte bjergene i baggrunden, et imponerende syn, jeg ville ønske jeg kunne have taget et billede af, men intet billede ville kunne beskrive det. Jeg gik helt stille og roligt, kiggede mig omkring på gaderne, hvor der ikke var en sjæl. Jeg følte jeg var den eneste i verden og jeg elskede det. det var øjeblikke som dem jeg ville ønske tiden frøs, og at jeg kunne gå i evigheder i dette vidunder. Man skal leve hvert øjeblik i sit liv, og på trods af at jeg intet lavede, følte jeg at jeg levede i præcis det øjeblik. Jeg havde lyst til at stoppe op, bare for at nyde det. Lukke øjnene og indånde den kolde luft. Og jeg havde gjort det, hvis det ikke var fordi verdenen skyndede på mig. Bussen var et kvarter forsinket, så jeg skulle jo have gjort det alligevel. Mit øjeblik glippede da jeg stod foran det triste busstoppested, hvor solens stråler ikke ramte. Jeg skulle have stoppet op, givet mig tid til at stå og mærke at jeg levede.
Det er dén følelse jeg kommer til at savne. I Danmark har jeg en masse skole, jeg har alle mine veninder, jeg har et fritidsjob, jeg har en masse sport jeg går til. Jeg har ikke tid til det i min verden. Og jeg ser ærlig talt de her otte uger som ferie fra det liv jeg normalt lever. Og jeg kunne blive her for altid. Bare for at have den følelse af at jeg lever. Og at jeg rent faktisk lever.
Stres og jag det er bare ikke mig! Jeg er typen der kan kigge ud i ingenting og bare slappe af og nyde. I slutningen af 1.g og starten af 2.g mediterede jeg. Men herovre er det bare om at finde udsigten, slukke telefonen og så bare lukke øjnene. Hvis du aldrig har gjort det før – gør det!
De sidste uger skal jeg nyde. Jeg vil nå det hele, koste hvad det vil. Jeg vil på ingen måde tage hjem, med følelsen af at jeg manglede noget. Jeg skal have noget ud af det her ophold, andet end skole og shopping i Alderwood Mall!
Jeg har opgivet at være sporty herovre. Det duer ikke, jeg løber kun en sjældent gang i mellem herovre. I stedet vil jeg gå en tur og så bare slappe af 100 %. Jeg behøver ikke være sammen med nogen 24/7, sådan er jeg slet ikke indrettet. Jeg skal have min alenetid, og det skal jeg bare. Tror det var derfor skæbnen ikke ville have mig på efterskole. Min alenetid ville forsvinde fra mig.
Jeg ville nå alting. Sende postkort, skrive breve og alt det der. Det har jeg ikke nået endnu. Jeg undskylder på forhånd, men min tid er løbet fra mig, og jeg orker ærlig talt ikke til at skrive det. Får I et postkort, er i heldige. Hæng det op på køleskabet!
Klokken er pt. 23:36 (11:36 PM). Otte timer bagud i forhold til Danmark (i skiftede til vintertid en uge før os, ellers er det ni timer jeg er bagud). Jeg sidder på min seng, for jeg skal ikke i skole før 12:30 PM i morgen. Jeg vil til at i seng, for jeg er træt og jeg vil gerne sove og få noget ud af min formiddag (den der løbetur jeg ikke kommer på, det der spabad min hostmom forbyder mig, nyde den udsigt jeg kommer til at savne).
Igen, tak for at læse det. Hvis du sprang direkte til slutningen: tak fordi du kiggede, men du gik glip af det tårevæddende øjeblik længere oppe, hvor jeg afslørede mine følelser.
Again in English. Thank you so much for reading this. You guys are the best of all!
See you soon – with more detail about my trip.
