This one will also be in Danish. Sorry to all of you who doesn’t understand it, but unfortunately people who doesn’t understand English also want to follow me ;-)
I actually just thank you guys for following my blog and talking (and talking, and talking, and talking) about this trip and what it have meant to me to be able to be here.
I actually just thank you guys for following my blog and talking (and talking, and talking, and talking) about this trip and what it have meant to me to be able to be here.
Actually it is just my thoughts and what I’m thinking in this moment. Here we go! Tusind tak til alle jer der har fulgt med I min blog de seneste to måneder. Det har været så fedt at skrive, mest af alt fordi jeg så gerne vil fortælle folk om det jeg laver. Og det er rart at vide at folk rent faktisk også læser det og følger med i det. Det gør mit lille blødsødende jeg glad.
Det er lige pt. mandag aften, og om halvanden døgn er jeg på vej hjem. Det er vildt underligt at tænke på. De her to måneder er gået så stærkt. Det er helt tilbage i 9. klasse jeg fik at vide at jeg skulle til Seattle. Og jeg har ventet på det så længe, og nu er der kun halvandet døgn tilbage. Men det har været en tur med opture og nedture, og det var været en intet mindre end fantastisk tur! Jeg kom aldrig på efterskole, så jeg har aldrig prøvet at være så længe væk fra mors trygge arme, mad og vaskeevner. Og nu har jeg klaret mig selv, med hjælp fra min hostmom i to måneder. Jeg har været så taknemmelig for at have fået den her mulighed og at jeg har oplevet alt det jeg har. Det har været intet mindre end en fornøjelse at være sammen med min kære klasse og opleve alle de ting med dem. Jeg har fået så meget ud af de her to måneder, men jeg kunne nu sagtens have blevet her i længere tid. Jeg kunne have været her i et år, hvis min hjerne lige var indstillet på det.
Jeg glæder mig til at komme hjem til min familie og til de venner jeg har i lille Danmark. Men den her tur har ændret mig så meget og jeg ville ikke have været den foruden. Jeg har ondt af dem der ikke oplever noget som det her (eller ligesom mig, ikke oplever efterskole). Det er en fantastisk følelse at være af sted og opleve alle de nye ting, bo hos fremmede mennesker og tale et andet sprog. Det bliver underligt at komme hjem til Danmark igen, efter at have vænnet sig til alt det herovre og opbygget en hverdag, til trods for at jeg kun har været her i otte uger. Det er underligt at tænke på jeg kun skal sove i min nuværende seng to nætter mere og så aldrig mere. At det om to dage ikke længere er mit værelse, og at det hus jeg har boet i de seneste to måneder snart ikke længere er ”mit”. Det bliver underligt at det er helt tømt for mine ting når jeg går herfra onsdag morgen. Det bliver underligt at min adresse er dansk. Faktisk bliver det bare underligt.
Jeg vil aldrig glemme den her tur. Det har vendt min verden op og ned og det er helt underligt at skulle tilbage til sin gamle hverdag. Jeg savner det derhjemme, men inderst inde har jeg jo vidst at jeg ville komme tilbage dertil. Der her kommer jeg aldrig tilbage til. I hvert fald ikke minderne og oplevelserne. Jeg kommer højest sandsynlig aldrig til at se mine søde hostsisters fra Kina og Indonesien igen, og høre dem snakke kinesisk og indonesisk. Jeg kommer til at savne min hostmom, Evangeline, som jeg dog allerede har taget afsked med i lørdags. Det er mærkeligt at hun ikke skal aflevere mig på skolen på onsdag. Men jeg håber at kunne se hende igen, hun har jo trods alt været min ”mor” herovre. Hun har gjort mit ophold herovre så fantastisk og hun har været så venlig og skør og fantastisk. Hun kommer helt klart på listen over ting jeg kommer til at savne mest. Hun har givet mig oplevelser jeg ikke ville have kunnet få med klassen og det har været fedt at bo hos hende og lære hende at kende.
Det er lige pt. mandag aften, og om halvanden døgn er jeg på vej hjem. Det er vildt underligt at tænke på. De her to måneder er gået så stærkt. Det er helt tilbage i 9. klasse jeg fik at vide at jeg skulle til Seattle. Og jeg har ventet på det så længe, og nu er der kun halvandet døgn tilbage. Men det har været en tur med opture og nedture, og det var været en intet mindre end fantastisk tur! Jeg kom aldrig på efterskole, så jeg har aldrig prøvet at være så længe væk fra mors trygge arme, mad og vaskeevner. Og nu har jeg klaret mig selv, med hjælp fra min hostmom i to måneder. Jeg har været så taknemmelig for at have fået den her mulighed og at jeg har oplevet alt det jeg har. Det har været intet mindre end en fornøjelse at være sammen med min kære klasse og opleve alle de ting med dem. Jeg har fået så meget ud af de her to måneder, men jeg kunne nu sagtens have blevet her i længere tid. Jeg kunne have været her i et år, hvis min hjerne lige var indstillet på det.
Jeg glæder mig til at komme hjem til min familie og til de venner jeg har i lille Danmark. Men den her tur har ændret mig så meget og jeg ville ikke have været den foruden. Jeg har ondt af dem der ikke oplever noget som det her (eller ligesom mig, ikke oplever efterskole). Det er en fantastisk følelse at være af sted og opleve alle de nye ting, bo hos fremmede mennesker og tale et andet sprog. Det bliver underligt at komme hjem til Danmark igen, efter at have vænnet sig til alt det herovre og opbygget en hverdag, til trods for at jeg kun har været her i otte uger. Det er underligt at tænke på jeg kun skal sove i min nuværende seng to nætter mere og så aldrig mere. At det om to dage ikke længere er mit værelse, og at det hus jeg har boet i de seneste to måneder snart ikke længere er ”mit”. Det bliver underligt at det er helt tømt for mine ting når jeg går herfra onsdag morgen. Det bliver underligt at min adresse er dansk. Faktisk bliver det bare underligt.
Jeg vil aldrig glemme den her tur. Det har vendt min verden op og ned og det er helt underligt at skulle tilbage til sin gamle hverdag. Jeg savner det derhjemme, men inderst inde har jeg jo vidst at jeg ville komme tilbage dertil. Der her kommer jeg aldrig tilbage til. I hvert fald ikke minderne og oplevelserne. Jeg kommer højest sandsynlig aldrig til at se mine søde hostsisters fra Kina og Indonesien igen, og høre dem snakke kinesisk og indonesisk. Jeg kommer til at savne min hostmom, Evangeline, som jeg dog allerede har taget afsked med i lørdags. Det er mærkeligt at hun ikke skal aflevere mig på skolen på onsdag. Men jeg håber at kunne se hende igen, hun har jo trods alt været min ”mor” herovre. Hun har gjort mit ophold herovre så fantastisk og hun har været så venlig og skør og fantastisk. Hun kommer helt klart på listen over ting jeg kommer til at savne mest. Hun har givet mig oplevelser jeg ikke ville have kunnet få med klassen og det har været fedt at bo hos hende og lære hende at kende.
Men der er en ting jeg aldrig vil glemme, som jeg nok kommer til at savne mest: Seattle. Det er underligt at jeg kommer til at savne byen mere end de mennesker jeg har mødt herovre. Seattle er efter mit hoved undervurderet. Det er så smuk en by med bjergene og skyerne, søerne og den natur der er rundt om. Alle vil til L.A. og N.Y. – jeg har ændret mening; jeg skal til Seattle! Det er fantastisk så stort et indtryk den by har gjort på mig. Det er jo næsten mit andet hjem.
I morgen er vores sidste dag, hvor vi har planer om at tage til Seattle. Det bliver underligt at skulle sige farvel til den fantastiske by. To måneder siden havde jeg kun forestillinger om hvordan byen måtte være og hvor fedt det må være. Nu sidder jeg med en følelse af at jeg efterlader det. Hvis jeg kunne blive, havde jeg gjort det. Uden tvivl!
Hvis det er muligt at forelske sig i en by, så har jeg gjort det. Seattle, you own my heart! Jeg vil vende tilbage til dig en dag. Jeg vil tilbage og se dig, genopleve dig, nyde at være til stede. Det syn der er fra Seattle og til Seattle, er noget af det flotteste. Det er ikke bare højhuse som i de andre storbyer, og det er ikke bare natur med ekstra meget natur. Seattle har faktisk det hele. Det er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set, og jeg synes ellers selv jeg har set meget. Men Seattle har taget mig med storm.
Får jeg nogensinde muligheden for at komme tilbage hertil – så ville jeg gøre alt for at lade det ske!
Hvis det er muligt at forelske sig i en by, så har jeg gjort det. Seattle, you own my heart! Jeg vil vende tilbage til dig en dag. Jeg vil tilbage og se dig, genopleve dig, nyde at være til stede. Det syn der er fra Seattle og til Seattle, er noget af det flotteste. Det er ikke bare højhuse som i de andre storbyer, og det er ikke bare natur med ekstra meget natur. Seattle har faktisk det hele. Det er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set, og jeg synes ellers selv jeg har set meget. Men Seattle har taget mig med storm.
Får jeg nogensinde muligheden for at komme tilbage hertil – så ville jeg gøre alt for at lade det ske!
My heart belongs to you. I really had the time of my life!
Seattle 2011 – two months that I would never in my life forget.
Seattle 2011 – two months that I would never in my life forget.